Overblik – Hvem er vi?
jun 15th, 2015 by admin
Overblik – Hvem er vi?
Andelsboligforeningen Fælleden
Andelsboligforeningen er et veldrevet bofællesskab med 30 boliger placeret smukt i landskabet på sydvendt skråning direkte ud til det store rekreative og naturbeskyttede område kaldet Fælleden. Derfor hedder foreningen “Andelsboligforeningen Fælleden”.
Boligerne er opført som fine, hyggelige rækkehuse sammenbygget 3 og 3 med små forskydninger, der giver plads til dejlige lækroge, terrasser, hyggelige haver og udsigt fra alle boligerne. Foreningen har et stort fælleshus på næsten 400 m2, hvor alle beboerne spiser sammen 5 dage om ugen fra mandag til fredag. Maden er god, varieret og primært økologisk. Hele bebyggelsen er opført i 1988 og fremtræder med filtsede facader med røde tegltage.
Fælleshuset er renoveret og udbygget i 2006 og her er mulighed for mange aktiviteter for både børn og voksne. I fælleshuset er indrettet fælles vaskeri, gæsteværelse, børnerum, tv-rum, aktivitetsrum med bordfodbold og bordtennis, stort veludstyret køkken, hvor maden tilberedes. Der er avisstue og genbrugshylde, hvor man kan stille og/eller tage ting og sager der skal videre i livet. Der er to spisestuer – den ene med karnap, hvor der er fint udkig over området med den lille legeplads, æblelunden med træer, hvor hængekøjen bruges flittigt hver sommer og urtebedet, hvor flagstangen er placeret centralt, så man kan se, når der er fødselsdag eller fest. Mellem husene er grønningen, hvor der er boldbane med to fodboldmål, der bruges flittigt, der er “Vild med vilje”-projekter rundt omkring med vilde blomster og kvashegn. Der er” hullet” med bålsted, bålplads til Sankt Hans-bålet samt hønsegården, hvor hønsene hygger sig og leverer æg til madlavningen. Ud over fælleshuset råder beboerne også over et veludstyret værksted med god plads til hobbyaktiviteter.
Beboerne
Vi er 60 beboere i foreningen fra 0 til 82 år. Der er både enlige og familier. Vi er en blandet håndfuld beboere med forskellige uddannelsesmæssige bagrunde bl.a. har vi lærere, pædagoger, it-folk, ingeniører, bibliotekarer, sygeplejersker, elektriker, pensionister, efterlønsmodtagere m.v.
Praktiske opgaver
Som andelshaver har du naturligvis også nogle praktiske opgaver og forpligtelser. Der er 4 – 6 arbejdsdage om året, hvor der laves praktiske opgaver. Herudover skal man deltage i en arbejdsgruppe samt deltage i et af de tre madhold, der sørger for madlavningen. Derudover afholder vi fællesmøde en gang om måneden hvor fællesskabets daglige drift diskuteres og der informeres og tages beslutninger om stort og småt.
Foreningens økonomi
Foreningen har en god og sund økonomi med meget lav gældsfaktor. Det skal bemærkes, at boligafgiften også omfatter gratis vaskeri, vedligeholdelse, renovation, drift af fælleshus, ejendomsskat, forsikring, aviser, diverse aktiviteter mv.