Livet på Fælleden
jun 11th, 2015 by admin
Livet på Fælleden
Vi er et moderne bofællesskab – ikke et kollektiv. Vi deler ikke tandbørste eller løber ud og ind hos hinanden hver eneste aften. Til hverdag er der ofte roligt i fælleshuset, når opvasken er færdig. Næsten alle har arbejde “ude i samfundet”, og der er er mange børnefamilier. Vores fællesskab består i, at vi inspirerer og hjælper hinanden, vi griner og oplever sammen. Vi løfter i flok og drager dermed fordel af hinandens forskellige ressoucer, hvilket i sidste ende letter dagligdagen for hver familie og skaber overskud.
Vi spiser sammen fra mandag- fredag. Fredag aften er der ekstra liv over fællesspisningen med dessert. Så holder vi naturligvis en del fester og andre arrangementer året igennem. Med erfaringer siden 1988 har Fælleden fået sine egne traditioner, som vi glædes over hvert år.
Traditionerne spænder fra tøndeslagningen i februar, varme hveder og gåtur i april, over til Skt. Hans i juni, til sommerens fælles grillaftener på terrassen til mortensænderne i november, herrejulefrokost med løb i december og ej at forglemme decembers klippeklisterdag i Fælleshuset.
This page has the following sub pages.